Arkitektnytt

Ved sin reise til Danmark mistet han på mange måter kontakten med det norske fagmiljøet. I motsetning til de øvrige skolene i Skandinavia, Nederland, England og USA, var det liten interesse å spore fra skolene i Norge. På den annen side fikk han anerkjennelse og sågar nært vennskap med flere av fagets internasjonale stjerner som Krier I og II, Prix, Hadid, Main, Hedjuk, Cook og Sorkin, for å nevne noen.

Svein var et arbeidsjern som fikk tid til det meste. Ved siden av skolen og sine veteranbiler, har han vært representert flere ganger ved akademiets vårutstilling i København (lik høstutstillingen i Oslo) samt ved biennalen i Venezia, Danmarks paviljong. I tillegg har han gjort flere installasjoner og utsmykninger. Sveins arbeid var eksperimentelt, nyskapende og befriende anarkistisk, og han var en inspirator og støtte for sine studenter. Hans forsvar for dem var uforbeholdent om det så ble total kollisjon med skolens ledelse, i USA som i Danmark. Det er ikke mange gjestelærere i USA som fronter sine studenter med T-skjorte påtrykt «FUCK THE DEAN».

Aarhusskolens ledelse hadde det heller ikke bare lett med sin norske anarkist. Han fikk da heller ikke noe professorat, selv om han gjennom 40 år var en av skolens mest markante skikkelser. («Utmerkelser og medaljer gives kun til de nyttige idioter» – fritt etter Storm P.)

Jeg har sjelden sett et menneske som har frosset mer i Danmark enn Svein. Den vinterfuktige havblæst gikk tvers igjennom hans tynne kropp, og hans skjelvinger og jammer var høyst nærværende. Når han så får tilbud om professorat i det solfylte California, så klarer han ikke å reise fra det han satte høyest – sine sønner og Anette. Studiekameratene fra AHO ble sjokkerte over dødsbudskapet, og minnes en venn og en begavet student som skapte liv, røre og glede rundt seg. For meg som fikk ha en nær kontakt med ham i over 40 år, føles et tungt savn av en nær og kjær venn.
Birger Heyerdahl



Mindeord over Svein
Det er ikke mange dage siden jeg besøgte Svein i Dybbølgade. Man kunne gå direkte ind. Han lå på siden og så Eurosport, helst hans favoritdisciplin, skiløp. Vi snakkede om chancen for at han kom til at løbe ned ad bjerge igen. Han håbede det naturligvis. Da han faldt i søvn gik jeg uden at sige farvel.

Det gør jeg så nu.
Det må have været omkring 1970 at vi var på studietur til Oslo. Blandt vore studerende var en nydelig pige, Anette. Dengang var der ikke så mange damer som nu. På kajen i Oslo stod Svein, arkitektstuderende, protestsanger med guitar og langt hår. Dette første møde førte ikke til så meget, men da Anette senere arbejdede på vor tegnestue på Skedsmo, Lillestrøm, dengang et gudsforladt sted øst for Oslo, traf hun ham igen.

Denne gang blev det meget alvorligt og Svein fulgte efter til Aarhus da Anette drog hjem. Så jeg tillader mig at tage lidt af æren for at han kom til arkitektskolen her. Og jeg siger ære fordi han blev meget vigtig for skolens reputation som åben institution. Bare de studerende arbejdede seriøst, var det egentligt ligegyldigt hvad de arbejdede med. Svein støttede sine elever og med sine gode kontakter kunne han skaffe dem jobs på de mest eksotiske steder. En række af vore bedste yngre arkitekter har haft ham som lærer.

Svein har haft et par storhedstider. Ikke mindst da Skala udkom og han var ven med the Krier-brothers. Men da han svingede sammen med tiden gik det både op og ned. Vi konstruerede en anekdote om hvordan arkitekturhistorien blev fordelt på skolen. Jeg tog ansvaret for nutiden. Erik Nygaard udbyggede med fagets fortid og Svein tog sig af de sidste fjorten dage.

Når Svein introducerede sine gæster fra det store udland, kunne hans introduktioner af vennerne skygge for den efterfølgende forelæsning, men han tog sig virkelig af dem og mange vil mindes ophold i hjemmet, middage med en af sønnerne som kok og tur i en veteranbil. Svein var sart og mere nærtagen end man skulle tro. Der skulle helst siges pæne ting til ham. Han var vigtig for nattelivet i Aarhus. Han sov så lidt at han i virkeligheden fik et liv der var meget længere end tallene siger.

Og han var afgørende for skolen her. Det er næppe muligt at erstatte ham.
Nils-Ole Lund tale ved begravelsen