Arkitektnytt

Der går skrækhistorier om selv højt respekterede journalisters møde med den verdensberømte, meget direkte og til tider iltre brasilianske arkitekt Oscar Niemeyer, som fylder 100 år til december.

For nogle måneder siden ankom den udsendte medarbejder for en stor, britisk avis i god tid til et aftalt interview og blev kaldt ind med en times forsinkelse i kølvandet på en Niemeyer-audiens med rockmusikeren Bryan Adams efterfulgt af overbringelsen af en kurerpost fra Fidel Castro.
Alligevel fik journalisten smidt i hovedet, at hun kom for sent. Hans svar på hendes første spørgsmål lød: «Vocé e uma merda» (du er en lort).

Få minutter senere var interviewet selvsagt slut.
Nogen er det gået værre, andre lidt bedre.

Livsnyderen og kvindebedåreren Niemeyer taler efter sigende hellere politik end arkitektur. Og ikke gerne om sin egen arkitektur. For slet ikke at nævne hans måske mest berømte bedrift; Brasilia, Brasiliens hovedstad, som på rekordtid blev udtænkt, tegnet og bygget i samarbejde med arkitektkollegaen Lúcio Costa.

– Det kan vare to minutter eller to timer, alt efter hans humør. Og så er han dødtræt af at snakke om sin egen arkitektur, lød advarslen fra Fabiano Maciel, hvis dokumentarfilm om Niemeyer – «Livet er et åndepust» – vises i brasilianske biografer netop nu.

 Så de sidste, stejle og smalle trappetrin op til Oscar Niemeyers penthouse-lejlighed i en 10-etagers art-deco bygning på Rio de Janeiros berømte Avenida Atlantica forceres med en vis bæven for, at denne aftale, som det tog måneder at få på plads, ender i ingenting.

Niemeyers sekretær gennem adskillige år og kone siden november, den 35 år yngre Vera Niemeyer, har dog bekræftet interviewet op til det sidste.

En specialkonstrueret elevator med plads til én person fungerer som alternativ til trapperne. Den minder om Niemeyers fald og hoftebrud sidste år, hvilket kostede lang tids rekonvalescens på et hospital i Rio.

Trapper er altså langt om længe blevet en udfordring. Men trods en skrantende fysik er Niemeyer sjældent syg. Han møder troligt op mandag til lørdag fra 9.30–20.30 for at tegne og passe sit arbejde på kontoret. Hvor­efter han typisk drager af sted til sin faste restaurant til middag, vin og cigarer med en klike af nære venner, med hvem politik, krig og kosmos vendes og drejes.

 Jubilaren kan se tilbage på 75 produktive år, hovedparten i arkitekturens absolutte verdenselite med over 200 projekter konstrueret efter hans pen kloden over. Den høje alder og det overtegnede cv giver dog ikke anledning til at sætte tempoet ned.

Erindringsudstillinger klargøres overalt i og uden for Brasilien, og hyldest-arrangementerne vil ingen ende tage. I Brasilien, Frankrig, Spanien, Cuba og Venezuela er nye projekter indviet for nylig.

 En assistent tager imod i den hvidmalede lejlighed, hvor en chaiselong og en gyngestol bryder blikket. Begge designer af værten selv. I midten fylder tre rækker af gullige stole pladsen foran en hvid, kurvet gipsvæg med Niemeyers umiskendeligt bugtede streger af kvindefigurer. Her på kontoret modtager unge arkitektspirer undervisning i alt fra litteratur til kvantefysik.

Netop fødebyen Rio de Janeiros bakkede topografi og kvindelige halvdel hører blandt Niemeyers største inspirationskilder. Varemærket i hans tropiske udgave af Frank Lloyd Wright og Le Corbusiers modernistiske stil dikterer, at form går forud for funktionalitet.

Som det hedder i et af Niemeyers digte: «Den rette vinkel tiltrækker mig ikke, ej heller den hårde, ufleksible lige linje, skabt af mennesket. Den frie og sensuelle kurve tiltrækker mig. Kurverne i mit lands bjerge. I dets floders bugtede strøm. I en elsket kvindes krop.»

 Udsigten fra den kurvede karnap ud over det emblematiske Copacabana med boldekvilibrister og letpåklædte soltilbedere er absolut misundelsesværdig med Sukkertoppen i det fjerne mod venstre og Copacabana-fortet til højre.

Makkerparret Don Quijote og Sancho Panza troner i figurform på et hengemt hjørnebord. På væggen på vej ind til Niemeyers arbejdskontor hænger et sort-hvidt billede af den brasilianske kommunisthelt fra midten af 1920’erne, Luis Soares Prestes.

 Placeringen forekommer ikke tilfældig.

For ved siden af døren ind til kontoret minder en kort tekst om arkitektens glødende politiske engagement præget af en livslang sværgen til kommunismen. «Når livskvaliteten forværres, og håbet forlader menneskenes hjerter, så er revolution det eneste svar,» står der.

Siddende nærmest ubevægelig i lyse lærredsbukser med en tynd, sort bomuldsskjorte over en hvid t-shir­­t tager Oscar Niemeyer imod. Han er flankeret af hyldemeter af bøger om arkitektur, filosofi og kunst, enkelte personlige billeder, en mega LG-fladskærm på endevæggen til fodbold og nyheder og uåbnede rødvinsflasker på skrivebordet, som en stok hviler op ad.

På arkitektbordet flyder skitser over en Niemeyer­-bro, der skal bygges som en del af et byfornyelsesprojekt i Rio-favelaen Rocinha.

Han virker skrøbelig og lille. Ingen fysiske revolutioner i vente her. Håndtrykket har set stærkere dage. Hørelsen er svækket, og på det allerseneste også synet. For mange havannesere, siger lægen. Men evnen til at svare fejler nu ikke noget, skal det vise sig.

 En medbragt gave i form af hans foretrukne, cubanske Monte Cristo cigarer, nyder anerkendelse, og så vil Niemeyer ellers godt lige have afklaret, hvor journalisten kommer fra.

– Arh, Danmark. Jeg har rejst meget i Europa, men desværre kom jeg aldrig op til de nordiske lande. Jeg var ellers nysgerrig efter det, men nu er det for sent. Det ligger for langt væk. Og det er garanteret også for koldt, siger han og tilføjer, at han desværre ikke kan huske navnene på nogen danske arkitekter.

Utzons operahus i Sydney vækker dog genkendelse.
– Selvfølgelig. Dét kender jeg! Smukt. Virkelig smukt.

– De beskrives ofte som et levemenneske, et menneske, som nyder et godt glas vin, en god cigar og venners selskab. En livsnyder. Hvor meget betyder arkitekturen for dig i en alder af snart 100 år?

– Jeg plejer at sige, at livet er langt, langt vigtigere end arkitekturen. Sådan bør det være, ikke? Vi er i gang med et uddannelsesprojekt i Oscar Niemeyer-fonden, hvor målet er at få nutidens unge til at forstå, at der er andre mål i livet end sejre og penge. De skal kende til fattigdommen, ulykkerne, at der findes et kapitalistisk regime, et klima af magtsyge og mangel på samling. Det skal ikke bare handle om at blive en dygtig arkitekt eller læge, som ikke kender til virkeligheden. De skal læres op til solidaritet, lighed, et mere simpelt liv. I det henseende er arkitekturen ikke vigtig.  Nuvel, jeg har altid været bøjet ind over et arkitektbord. Det er min profession. Jeg elsker arkitekturen. Men det har altid været med den bevidsthed, at så var det heller ikke vigtigere. Den løser ikke verdens problemer, ligesom poesien heller ikke gør det.

 Mange gange i løbet af det time lange interview vender Oscar Niemeyer tilbage til ovenstående essens, krydret med forskellige varianter af de to følgende pointer:
• Arkitektur er ikke vigtig. Den kan ikke ændre verden. Politik og protest er vigtig. For vi lever i en lorteverden, og det er os mennesker, der skal forbedre den.

• Vi kommer, vi er på gennemrejse, vi forsvinder. Folk, som tror sig vigtige, er nogle idioter. Nyd livet, hyg dig med vennerne, elsk din kvinde.

– Livet er et minut, det er ikke andet end et åndedrag, som han siger.
Budskaberne kører som på en grammofonplade, hvor pick-up’en falder tilbage i en velkendt rille.

Men det kan faktisk også godt lade sig gøre at få Niemeyer til at tale om arkitektur.

Nutidens får følgende skudsmål:
– Det hele er blevet noget lort. De fattige får ikke nogen nytte ud af det. Arkitektur er for det rige, resten er overladt til sig selv i slummen. Derfor har jeg altid søgt at overraske. Selv den fattigste person, som ikke har egenskaberne til at nyde arkitektur, stopper op et øjeblik foran en bygning, som overrasker ham, og fyldes med en eller anden følelse. Her kan arkitekturen gøre gavn.
Bag parolerne viser det sig selvfølgelig, at Niemeyer ånder og lever for arkitektur. For ham er at tegne at leve. Aktivitetsniveauet holdes med vilje højt for ikke at falde hen til triste tanker over alle de bortgåede venner.

For tiden arbejder han på projekter i Italien og Chile, et kulturcenter i Spanien, et fredsmonument i Frankrig og for den brasilianske regering. Den personlige udfordring består i hele tiden at finde mere vovede måder at bruge armeret beton svunget i umulig­e kurver med så lidt støtte som muligt – Niemeyers absolutte varemærke.

Hans arkitektur handler simpelthen om, som han siger, at række ud i et tomt rum.

– Kan man blive ved med at finde nye og dristige måder at bruge armeret beton på?
– Klart! Vi afprøver grænserne hele tiden. Det essentielle sker, når arkitekten griber ind i et projekt og laver det uforudsete. Som nu for eksempel Nationalmuseet i Brasilia. Projektet var klappet og klart, men jeg savnede alligevel et element til at skabe mere opmærksomhed. Så lavede jeg en rampe, som går ud fra mezzaninen og fortsætter 30 meter i fri luft, før den går ind i bygningen igen. Det er en særdeles vovet konstruktion med et frit svæv, der er seks gange større en kuplen på Peterskirken i Rom. Museet havde ikke brug for rampen, men den er smuk. Alle ønsker at gå på rampen og se udsigten over til Esplanaden. Og det er en arkitekts største bedrift: At lave noget overraskende, noget han ikke behøvede at lave.

– Hvilket af dine mange værker holder du mest af?
– Jeg kan mange godt lide universitetet i Constantine. Og Mondadori-huset i Milano, lyder svaret. Efterfulgt af lang tavshed.

Man fornemmer, at der er mere i klemme med byen, som han skabte ud af ingenting i løbet af fire år i sammen med Lúcio Costa, og som han altid vil være associeret med: Brasilia. En vovet øvelse i volumen og rum. Kongressen består af kuppel- og strukturer formet som flyvende tallerkener blandet med en vertikal blok. Udenrigsministeriet nærmest svæver på vandet. Ramper og ikke mindst søjler giver de monumentale bygninger – herunder katedralen og præsidentpaladset – et vægtløst udtryk. Man kan lide det eller ej, men der findes ikke noget magen til i hele verden.

– Hvad med Brasilia?
– Jeg vil ikke kritisere Brasilia, for det blev lavet af en kollega. Og jeg deltog. Den har da sine gode sider. Det var fantastisk at være med til at bygge en hel by, for det beviste over for brasilianerne, hvad man kan opnå, hvis man bare vil. Den blev bygget med stor entusiasme. Men det gik for hurtigt. Og drømmen forduftede. Arbejderne blev taberne. De kom fra nær og fjerne med drømmen om El Dorado. Men de endte med at bygge en by, som de ikke selv kom til at bo i. De fattige bor i slumbælterne rundt om Brasilia. De blev udbyttet takket været kapitalisterne, som kom med deres penge og hoteller bagefter og ødelagde idéen bag arkitekturen. Men de blev rige og er det stadig. Så noget gik galt. Det var et utopia.

Netop betegnelsen utopist er før hæftet på Oscar Niemeyer. Som medlem af det brasilianske kommunistparti siden 1945 står han i dag frem som forsvarer af de mest venstreorienterede regeringer i Latinamerika.

Der er stor fidus til figurer som «redningsmanden» Lula og «den progressive» Chávez. Sidstnævnte har netop modtaget Niemeyer-designet til et monument til ære for kontinentets befrier, Simon Bolívar, formet som en lang lanse med spidsen rettet mod USA.

– Jeg talte længe med Chávez. Og dagen efter fik jeg lyst til at forære ham et projekt. Venstrefløjen er ved at forene sig i Latinamerika, og den vokser i hele verden. De fattige er i flertal, så på et eller andet tidspunkt ender det i oprør.

– Så du mener, at præsidenter som Chávez i Venezuela og Morales i Bolivia er på ret kurs?
– Klart. De ønsker at ændre livet til det bedre for alle. Det, de gør, er meget vigtigere end arkitekturen. Mit bidrag er kun et fnug…

På en særudstilling for nylig i Rio de Janeiros Paco Imperial-kulturhus skrev Niemeyer: «Kun i politik er jeg uforsonlig og radikal. Jeg er imod Bush’ morderiske imperium, og imod alle i dette land, der er imod Lula.»

– Så du ville ikke tegne for Bush, hvis han bad om et projekt?
– Jeg ville sende ham ad helvede til.

I Fabiano Maciels dokumentar fortæller Niemeyer en anekdote:
«Jeg blev inviteret til et stort projekt i USA. Så jeg gik på konsulatet, og damen sagde: Der er ikke noget visum til dig. Hvorfor? Er det personligt? Det er personligt. Så sagde jeg: Ved du hvad? Det gør mig glad. Hvis I efter mere end 20 år nægter mig et visum, betyder det, at jeg ikke har forandret mig.»

– Fidel Castro sagde engang, at der kun var to ægte kommunister tilbage i verden. Ham og Dem. Er det stadig sådan?
– Arh. Han joker. Men han er en vigtig figur. Han hev Cuba ud af elendigheden. Tag til Cuba, og du vil se en glad befolkning. Der er stadig fattigdom, men alle er lige. Ingen tigger i gaderne som her i Brasilien, hvor det kan være farligt at gå ud, fordi man risikerer at blive skudt, siger Niemeyer og begynder en længere historie om dengang, Castro kom på besøg i Rio de Janeiro og skulle smugles ud af en nabos lejlighed.

– Har du nogensinde været på Cuba?
– Nej, for jeg flyver ikke. Fidel sagde, at han ville sende en båd efter mig. Cubanerne er et eksempel på kamp, på kærlighed til fædrelandet.

– Hvad er for dig kapitalismens værste udtryk i dag?
– Klasseforskel, manglen på social justits, at nogen bliver født uden at have tag over hovedet. En vigtig bevægelse som Bevægelsen for Jordløse (MST) kæmper for fattiges ret til jorden, som burde tilhøre os alle.

I tiden op til Brasiliens militærdiktatur (1964–1984) blev Niemeyer gentagne gange hevet ind til forhør. Hans kontorer blev ransaget. På trods af klassificeringen som fjende af staten holdt han ikke sin mund og skjulte ikke sine kommunistiske sympatier. Ikke desto mindre var eksil den eneste udvej. Turen gik til Frankrig, og han vendte først hjem i 1985.

– Jeg mødte masser af sympati og mange spændende mennesker i Europa. Jeg byggede mange steder. Men jeg var ikke glad. Jeg savnede mine venner, som blev tortureret derhjemme.
Selv da venner og bekendte forlod Marx og Lenin i 1980’erne og 1990’erne, holdt Niemeyer ved sin ideologi. Og det gør han stadig.

– Jeg skulle ud og se livet i øjnene og fandt, at det var så ringe. Jeg kom ind i partiet, og det blev den bedste skole, jeg nogensinde har haft.

Gløden gælder dog ikke den kommunistiske byggestil. Under et besøg i Sovjet bemærkede han spidst, at nok var politikken korrekt, men bygningerne helt galt afmarcheret.

Et sort-hvidt billede på øjenhøjde lige ud for Niemeyers skrivebordsstol viser to nøgne kvinders yppige kroppe liggende på en strand.

– Kan kvinder stadig inspirere dig i samme grad som tidligere?
– Selvfølgelig! Jeg elsker kvinder. Det er det, der giver mig mest fornøjelse. Jeg har tænkt på kvinder, siden jeg blev født. Nok er mine øjne ikke længere så gode, men ellers føler jeg mig som en 50-årig. Jeg kan stadig sætte lige så meget pris på kvinder, som du kan. Hvor gammel er du, spørger Niemeyer med at grin. – Men problemet er menneskets skrøbelighed. Fra den ene time til den anden fordufter vi.

– Hvorfor bliver du egentlig ved med at arbejde?
– Hvis nogen spørger mig om hjælp, så hjælper jeg. I går kom en flok fra Chile. De ville have mig til at tegne en administrationsbygning i Valparaíso. Ok. Jeg deler så mit arbejde i to. Jeg står for den kreative del med udkast, indtil jeg er tilfreds. Resten står en ven og hans arkitektfirma for. Vi deler min løn, siger han. I firmaet arbejder flere at Niemeyers børnebørn.

Sidste år kårede en af Brasiliens største aviser, O Globo, Niemeyer til Brasiliens mest geniale personlighed gennem tiderne i konkurrence med navne som Pelé, Zagallo, João Gilberto, Caetano Veloso, Rubem Fonseca og Ivo Pintanguy.

Men arkitekten står ikke hævet over kritik af den grund. Flere mener, at mange af hans bygninger lider under praktiske mangler og dårlige lys- og ventilations­forhold til fordel for fantasifuld arkitektur. Fint at se på, men ikke så fint at leve med. Haltende funktionalitet, med andre ord. Som i Brasilia.

 Men den jævne befolkning elsker ham for hans idiosynkrasier. Som da han designede et højhus i Rio de Janeiro til en skole for advokater og forretningsfolk uden vinduer mod havet, selv om placeringen var et stenkast fra stranden. Niemeyer sagde, at han vidste, at kun ledere ville få adgang til kontorerne, så han sikrede sig specifikt, at vinduerne manglede.

– Hvad siger du til de kritikere?
– Jeg behøver ikke at svare på kritik. Jeg laver ikke noget med tanke for, hvordan det skal gøre gavn. Det lader jeg andre om. De vil mene, at rampen på museet i Brasilia er absurd. Men det synes dem, der går på den, jo ikke. Arkitektur handler om overraskelser. Om at opfinde og sætte fantasien i gang. Ellers bliver det netop bare kedelige gentagelser. Tag pyramiderne. De har jo ingen mening. Men de er smukke, så monumentale, at man bliver overvældet. Hvis man kun bekymrer sig om funktionalitet, bliver resultatet noget møg. Flere kurver, tak.

– Mange har sagt, at mens du vil dø, så vil dine værker leve for altid. Hvad mener du om det?
– Det er noget pjat. Livet er det vigtige. Jeg besøgte Parthenon. Det var fantastisk, da det blev bygget. Men nu, med alle bygningerne rundt omkring, er det storslåede forsvundet. Alting har sin tid.